"Jeg tænker, det er bedst besvaret af andre, men skulle jeg sige lidt om, hvor min egen idéhistoriske forskning har bevæget mig hen – og dermed måske også lidt om, hvordan jeg har bidraget til idéhistorien – så handler det om et opgør med den filosofiske primat, der tidligere har bestemt og defineret Idéhistorie i Aarhus, det vil sige en insisteren på, at fordi der er tænkning alle mulige steder fra alle mulige slags mennesker, så er der også muligheder og opgaver for idéhistorisk forskning næsten overalt. Så det har handlet om at åbne op for, hvad en ’tænker’ vil sige og hvilke slags tekster og materialer, vi kan undersøge idéhistorisk. Og så er det i de sidste år, først ureflekteret og siden mere teoretisk overvejet, også blevet en udvidelse af idéhistorien i tid; det som man kan kalde for samtidens idéhistorie, og dermed en tanke om, at idéhistorie ikke kun handler om de fortidige idéer (som vi er nødt til at have en intim og vedvarende beskæftigelse med) men at det også kan handle om de aktuelle idéer. For idéhistorie handler ikke om historie-som-fortid men om historisering, det vil sige undersøgelsen af hvordan og hvorfor ting kom til at se ud og blive tænkt sådan, og det kan lige så vel gøres på det fortidige som på det, der er i gang med måske at blive til noget."

"Jeg forstår idéhistorie som spændt ud mellem eller i konstant dialog med Filosofi og Historie. Mit personlige opgør med Idéhistories tidligere filosofiske primat er ikke en afvisning af filosofi, filosoffer eller filosofisk refleksion som vægtige og væsentlige dele af det idéhistorie, bare at de netop kun er dele heraf. En spændende idéhistorie, tænker jeg, er forpligtet på filosofien som en betydelig del af menneskets systematiske overvejelse over sig selv og verden og vil altid udgøre en stor del af vores læsning, ikke kun fordi de filosofiske tekster er vigtige idéhistoriske dokumenter, men også fordi filosofisk læsning lærer os en forpligtethed på det, man kunne kalde for tekstens inderside, dens argument og argumentation. Lige så væsentlig for mig at se er vores relation til Historie, til den historiske refleksion over tidsforståelser, den historiske kontekstualisering, redeligheden der kommer af at vide noget om livet og samfundet hos dem, vi læser; det man kunne kalde for tekstens yderside, alt det omkring teksten, der var med til at forme de tanker, der blev nedfældet, hvorfor de for forfatteren var væsentlige etc., og som er del af vores indgang til at forstå hvordan og hvorfor de var meningsfulde, hvad de ville, hvad tekst og forfatter kunne være i gang med etc. Men ikke kun Filosofi og Historie. Idéhistorie må med nødvendighed være i dialog med mange fagligheder kollektivt set. Vi bevæger os rundt i menneskets mange tanke- og vidensformer, så hvis man arbejder med videnskabens idéhistorie, så snuser man også rundt på Fysik og Biologi; hvis man interesserer sig for æstetikkens idéhistorie, så samtaler man med kunsthistorikere etc. Al idéhistorie må stå i samtale med Filosofi og Historie, vil jeg mene, men enhver idéhistoriker er også i dialog med forskere tættere på den enkeltes særlige emne."

"Det kan jeg ikke svare på, for jeg synes det vidunderlige ved at være idéhistoriker lige nu er at feltet udvider sig i alle retninger på samme tid. Så måske det er det vigtigste emne eller bidrag, at vi dag for dag kommer tættere på som globalt kollektivt at arbejde med alt menneskeligt."

"Jeg ved intet om det (endnu), men jeg forestiller mig, at digital humanities i et vist omfang vil ændre, hvad vi laver og hvordan vi gør det. Generelt set åbner digitalisering for nye muligheder men også nye dovenskaber. Forbundet med det men også sin egen ting er de spændende og svimlende muligheder og opgaver forbundet med global idéhistorie. Tiden er endegyldigt forbi, hvor idéhistorie og alle mulige andre fagligheder kan begrænse sig til det vestlige. Mange af os vil forblive eurocentriske, og det er der intet galt i, så længe man ikke hindrer andre i at gøre andet og ikke tror det er lig det hele eller det altid væsentligste, men andre vil udforske alle de mange spændende tekster og traditioner, alle de forbindelser mellem kulturer, cirkulationerne, overlappene, arv og gæld mellem tider og steder. Jeg er meget optimistisk på idéhistoriens vegne. Ja, humaniora er under pres, og ja tåbeligheder kastes efter os fra folk, der ikke ønsker at vide bedre, men tag ud til hvilken som helst forsamlingshus, bibliotek, folkeuniversitet etc., og interessen er umættelig, for det vi ved og kan."

"De to bøger, der mest afgørende har formet den form for idéhistoriker, jeg er, er Nietzsches Moralens oprindelse fra 1887, der tilbyder en for vild og overdrevet historisering af det vestlige moralsystems oprindelse, men som også er en eksplosion af historisering, en insisteren på at forstå opkomsterne af det, vi betragter som sandt, godt, rigtigt. Det er en uafrystelig bog, så skidt med at der næppe er noget egentligt rigtigt i dens historiske fremstilling. Dens måde at stille opgaven er det hele værd. Den anden bog er temperamentsmæssigt i den helt anden ende, nemlig Richard Rortys Kontingens, ironi og solidaritet fra 1989, der hjalp mig til at undslippe idéen om, at filosofi er først og vigtigst, der viste veje til at læse kritisk-solidarisk, og som insisterede på at tage tænkning alvorligt ikke som repræsentationer af virkeligheden men som beskrivelser-der-ønsker-at-virke. Hverken Nietzsche eller Rorty var idéhistorikere i streng forstand, men jeg placerer dem altid et sted lige i nærheden, for uden dem ville i hvert fald jeg lave mere kedelige ting."

"Jeg er i stigende grad tiltrukket af blogmiljøet og her vil jeg fremhæve vores gamle, klassiske tidsskrift Journal of the History of Ideas, ikke tidsskriftet selv, der stadig er lidt for traditionelt til min smag, men deres blog, der er ved at udvikle sig til en meget spændende udvidelse og afsøgning af det idéhistoriske. Tjek dem ud."