"Det er først i forbindelse med mit ph.d.-projekt, som jeg startede i september 2019, at jeg for alvor stiftede bekendtskab med idéhistorie som disciplin. Jeg er altså relativt ny på Aarhus Universitets idéhistoriske gange. Jeg søgte ph.d.-stillingen i det idéhistoriske forskningsprojekt om global ulighed, som ledes af Christian Olaf Christiansen, da jeg er optaget af sammenspillet mellem, på den ene side, geografisk forankring samt positionalitet og, på den anden side, tænkning. Altså hvorledes påvirker geografi – stedslighed og situerethed – aktørers idéproduktion og tænkning? Netop dette forhold er en kerneinteresse i både forskningsprojektet samt mit eget ph.d.-projekt. Det jeg finder særligt tiltalende ved idéhistorien er fagets historiske engagement. Med min baggrund inden for antropologi og internationale studier er interessen for begreber, narrativer og aktørerne, som driver disse, ikke ny. Dog er den historiske opmærksomhed og (idé)historiseringens potentialer noget af det, der tiltaler mig ved idéhistorien, og som jeg ser som et af fagets styrker. Som en lille anekdote kan jeg også tilføje, at jeg, da jeg i sin tid søgte ind på Aarhus Universitet, også skrev idéhistorie på min prioriterede liste over mulige studier. Men selvom jeg ikke dengang startede på idéhistorie, har jeg nu alligevel lagt vej forbi disciplinen."
"Mit ph.d.-projekt undersøger, som nævnt, forholdet mellem sted og tænkning. Mere specifikt undersøger jeg hvorledes ghanesiske intellektuelle siden Ghanas uafhængighed i 1957 har forhold sig til og begrebsliggjort global ulighed samt idéen om en ulige verden. Jeg er altså særligt interesseret i at afsøge, hvorledes mine aktørers positionalitet – deres situerethed og deres (kropslige) erfaringer – påvirker og former deres idéer og begreber. Med andre ord hvordan livsverden påvirker livssyn. Dette fokus på positionalitet og situerethed hænger også sammen med projektets dekoloniale orientering. Med mit ph.d.-projekt om den globale uligheds idéhistorie i det postkoloniale Ghana ønsker jeg således også at bidrage til den igangværende og nødvendige dagsorden om at afkolonialisere akademia. I en idéhistorisk sammenhæng fordrer den dekoloniale dagsorden blandt andet spørgsmål såsom: Hvem skrives der om og hvordan? Hvem skriver? Hvilke spørgsmål stilles og besvares? Hvilke kategorier driver analysen? Hvilke kilder inddrages? samt grundlæggende spørgsmål som: Hvad udgør en idé? Og hvem er den intellektuelle? i et forsøg på at udfordre og gøre op med de ulige, indlejrede koloniale strukturer, som ubestrideligt præger og er en del af universitet og forskningspraksis."
"Som jeg ser det, er idéhistoriens kernerolle at historisere og kontekstualisere idéer. Og noget jeg beundrer ved idéhistorie-disciplinen er, at idéhistorikeren ofte formår at optegne de store historiske linjer, som omkranser idéer, samt ynder at forankret disse i deres samtid gennem kontekstualiseringens fornemmelse for detaljer."
"For mig er det idéhistoriske kontekstbegreb et stærkt metodisk værktøj i den idéhistorieske værktøjskasse. Det er også et redskab, hvor der er plads til udvidelse og udfoldelse gennem spørgsmål såsom: Hvad anser vi som værende relevant kontekst? Desuden er jeg også meget inspireret af subdiscipliner såsom subaltern historie, history from below-initiativer og kønshistorie, som udfordrer gængse historieskrivnings-metoder og retter fokus mod ekskluderede og marginaliserede aktører. Disse er akademiske initiativer, som ofte udgør eller står på skuldrene af en postkolonial kritik og teoriudvikling – og særligt en kritik af hegemonisk vidensproduktion fra et uudtalt eurocentrisk og hvidt perspektiv."
"Som jeg ser det, er en af vor tids akademiske udfordringer, ikke bare for idéhistorie som disciplin, men for universitet som institution og for forskning generelt, den igangværende dekoloniale dagsorden. En dagsorden som blandt andet søges imødegået af den relativt nye forgrening inden for idéhistorien – nemlig globale idéhistorie. I udgangspunktet og i sin ’bløde form’ er den globale idéhistorie således et skridt i retningen af en mere inkluderende idéhistorie."
"Den første bog jeg vil nævne, er Adom Getachews forholdsvis nye bog Worldmaking After Empire fra 2019. Bogen, som er meget velskrevet, er idéhistorisk og politisk teoretisk i sin undersøgelse af afkolonialiseringens antikoloniale nationalister og understreger deres aktive rolle som verdensskabere, der ikke blot var optaget af nationale forhold, men i lige så høj grad internationale. I mit eget arbejde er jeg inspireret af Getachews ærinde om at belyse afrikanske, afroamerikanske og caribiske tænkeres agens i deres måde at forstå samt aktivt udfordre og ændre den verden, de levede i. Den anden bog, som jeg vil nævne her, en bog der har gjort stort indtryk på mig, er Frantz Fanons Black Skin, White Masks oprindeligt udgivet i 1952. Første gang jeg læste et uddrag af bogen var under min kandidatuddannelse, hvor den var på pensumlisten. Jeg blev virkelig mærket af Fanons måde at skrive på – måden hvorpå hans tankestrøm sætter pulsen for teksten – samt hans rå og upolerede måde at skrive om kategorier som ’sorthed’ og ’hvidhed’, om den subjektive oplevelse af racisme og racismens psykologiske indvirkninger, om det at leve i et racialiseret samfund og befinde sig i ’the zone of non-being’. Det er et værk, der bliver ved med at gøre indtryk på mig, hver gang jeg læse det."
"Da jeg startede som ph.d.-studerende på idéhistorie – ny i disciplinen – blev jeg af mine kollegaer på afdelingen introduceret til Journal of History of Ideas blog. Hjemmesiden er et godt redskab til at holde sig opdateret på idéhistorie om fag og felt."