"Det er jeg endnu for tidligt i mit Ph.D.-forløb til at kunne svare på – og strengt taget er det formentligt andre, der bør svare på i hvert fald spørgsmålets første halvdel. Hvad angår den vigtigste pointe, kan jeg svare generelt ved at skitsere, hvad jeg skal arbejde med de næste tre år.

Mit projekt, som har arbejdstitlen A Genealogy of History from Below skal undersøge implikationerne af en forskydning af vores tilgang til historien, hvor vi tager historiens marginaliserede stemmer alvorligt. Projektet er inspireret af Walter Benjamins dessin om at erstatte Leopold von Rankes positivistiske maksime ’wie es eigentlich gewesen ist’ med den østrigske digter Hugo von Hofmannsthals ’was nie geschrieben wurde, lesen’. Den historiske materialists opgave er således at ’stryge historien mod hårene’ for at give ordet tilbage til dens glemte stemmer. Jeg vil tage udgangspunkt i Eric Hobsbawms, E.P. Thompsons, Christopher Hills og Raphael Samuels banebrydende arbejde med begrebet ’History from Below’ i regi af the Communist Party Historians’ Group i efterkrigstiden. Deres arbejde var en udfordring af den gængse måde at betragte vores fortid på gennem prismet af politiske og kulturelle eliter ved i stedet at centrere deres arbejde omkring almindelige menneskers erfaringer og perspektiver – eller, som E.P. Thompson så rammende beskrev det: “I am seeking to rescue the poor stockinger, the Luddite cropper, the ’obsolete’ hand-loom weaver, the ’utopian’ artisan, and even the deluded follower of Joanna Southcott, from the enormous condescension of posterity.” (Thompson, The Making of the English Working Class, s. 12) Den historiografiske tradition, der voksede ud af gruppens arbejde, har været instrumental for senere historiografiske forgreninger som kvindehistorie og oralhistorie, men har affødt meget lidt forskningsmæssig opmærksomhed til trods for, at moderne historievidenskab ville se betragteligt anderledes ud, hvis ikke det var for ’History from Below’. Jeg er særligt interesseret i historikernes arbejde med forskellige temporaliteter og menneskelig agens – som igen trækker på Benjamins arbejde foruden Marx, Gramsci og CLR James – idet de i deres omgang med historien søgte at afdække en politisk potentialitet, der skulle inspirere samtidige politiske aktivister.

Så, hvis jeg alligevel skal driste mig til at fremhæve mit bidrag til idéhistorien, må det være dette: at åbne det (idé)historiske felt metodisk for at kunne tilgå historiens marginaliserede og tabte stemmer, hvilket heldigvis skriver sig ind i en bredere udvidelse af feltet i form af global idéhistorie, subalterne studier og kønshistorie."

"Som en sten i skoen; det evigt spørgende, uendeligt irriterende barn, der altid forsøger at afselvfølgeliggøre de voksnes verden. Det der fascinerer mig ved idéhistorien er, at dens genstandsfelt vokser og vokser. Idéer er overalt – og på alle samfundets niveauer. Hver dag jeg møder ind på arbejde og taler med mine dygtige kollegaer, så overraskes jeg af, hvor meget god idéhistorisk forskning der bedrives på kryds og tværs af fagområder. Det indebærer, naturligvis, et opgør med det gamle genfærd, at idéhistorien er filosofiens og historiens bastard, fordi selvom filosofien er en del af det idéhistoriske genstandsfald, så er den det på linje med antropologien, sociologien og så fremdeles. Ingen skånes for stenen i skoen.

Jeg fascineres også dagligt af det ubestemmelige i krydsfeltet mellem det døde og det levende. For mig er en af de væsentligste idéhistoriske opgaver at udvide vores forståelse af forholdet mellem verden af i dag og den verden, vi har tabt. Men idet tidligere tiders idéer er en del af vores kontekst, ikke identisk med den, så er det et kontingent forhold. Det der var levende i går, kan dø i dag, og det der var dødt i går, kan vækkes til live i dag. Historien kan med andre ord aldrig ’lukkes’ eller ’fastholdes’. Det er derfor, jeg elsker at gå på arbejde hver dag."

"Det spørgsmål har to spor:

Bagudrettet: For en form for autodidakt idéhistoriker, som ikke er skolet i disciplinen, så er det et interessant spørgsmål. Inden jeg begyndte på instituttet, havde jeg ikke gjort mig mange tanker om feltet, men jeg var nok aldrig endt her – og havde i hvert fald ikke beskæftiget mig med noget lige så sjovt og stimulerende – hvis ikke det havde været for Reinhardt Kosellecks begrebshistorie og Friedrich Nietzsches (og Foucaults) genealogi. Disse metoder har lært denne historiske materialist at penetrere tiden og arbejde abstrakt med tidslighed. Begrebshistoriens afdækning af de forskellige tidslige lag i et begreb kan, med Kosellecks ord, ”åbne for erkendelser, som et studium af sagsforholdene ikke afslører.” (Koselleck, Begreber, Tid og Erfaring, s. 72). Mens genealogien, med Foucaults ord, ”afsøge(r) alle de subtile, enligtstående, underindividuelle markeringer, som kan krydse hinanden i dette og udgøre et net, der er vanskeligt at rede ud. (…) Under et kendetegns eller et begrebs enhedslige skin tillader herkomsten endvidere at genfinde den begivenhedernes knopskydning, gennem hvilken (takket være hvilken og imod hvilken) begrebet eller kendetegnet er blevet udformet” (Foucault, Talens forfatning, s. 62-63). Disse greb gør det muligt for idéhistorikeren at blotlægge og undersøge historiens mellemrum, sprækker og skin – for eksempel den konvergenszone i hvilken fortiden og dens begreber indgår i nutidige begreber.

Fremadrettet: Ethvert bidrag eller emne, der skubber til grænserne og forsøger at udvide disciplinens rammer."

"Jeg har tænkt længe over dette spørgsmål og må erkende, at jeg ikke er kommet frem til et tilfredsstillende svar, men jeg har nogle løse tanker. For det første er og bliver klimakrisen den horisont, som min generation af idéhistorikere – og andre forskere i øvrigt – arbejder inden for. Det bliver en uomgængelig præmis for vores arbejde – om ens arbejde direkte forbinder sig hertil eller ej. Jeg arbejder jo ikke inden for klimahistorie, men alligevel er klimakrisen en del af den måde jeg tænker på og går til mit projekt på hver dag. Et eksempel herpå er, at jeg tænker klimaets historie, som en af historiens glemte stemmer, som der i de senere år er begyndt at komme fokus på. For det andet er det, som mange andre i tiden også nævner, en klar udfordring at globalisere idéhistorien. For at gøre det, skal den vestlige tradition turde stille sig åbent for at tænke (idé)historien gennem andre prismer end vi hidtil har gjort; turde at lade sig flytte i mødet med andre traditioner. Idéhistorien er i teorien en troløs disciplin, det er på tide, at den bliver det i praksis. Heldigvis har jeg ekstremt dygtige kollegaer, der arbejder på begge af disse udfordringer, og deres arbejde er en stor inspiration."

"Hvis man kan give én samlende betegnelse for den brogede flok, idéhistorikere nu engang er, så er det, at vi ELSKER bøger, så det spørgsmål nærmer sig helligbrøde. Det er umuligt at svare på, da svaret vil være et andet i morgen, så jeg snyder lidt. Men tre værker, jeg altid vender tilbage til og som kontinuerligt inspirerer og udfordrer mig er:

1. Walter Benjamins Passageværk og Om Historiebegrebet. Jeg har tilladt mig at behandle to værker under et, da Om Historiebegrebet strengt taget ikke er en selvstændig bog. Benjamins centrale hermeneutiske pointe er, at både tekster og historien er uafsluttede størrelser, hvorfor det giver mening at forstå historien som en form for ’tekst’, der kontinuerligt bliver skabt og genskabt. Hans kritik af den lineære og progressive historieskrivning er samtidig en nøgle til at forstå hans egen historiefilosofi: I samme håndbevægelse, som han problematiserer det modernes fremskridts- og fremtidsorientering, binder han en radikal orientering mod fortiden, ’redningen’ af historiens undertrykte, sammen med forventningen til fremtiden. Derved bliver ansvaret mod fortiden lige så stort som ansvaret mod fremtiden. ”Kun den historieskriver, der er gennemsyret af indsigten i, at heller ikke de døde kan vide sig sikre for fjenden, når han sejrer, er det givet at få håbets gnister i fortiden til at blusse op.” (Benjamin, Kulturkritiske Essays, s. 162). Håbet for det endnu ikke givne og ’redningen’ af dem uden håb er et benjaminsk sentiment, som jeg bærer med mig. Jeg skal skynde mig at knytte en værdsættelse af Morten Haugaards artikel om Benjamin, ”At læse det aldrig skrevne – Walter Benjamins Teologiske Materialisme” (2012), som har været formativ for min forståelse af Benjamin.
   
   
2. C.L.R. James The Black Jacobins. For at følge det benjaminske spor, så skrev Benjamin i et brev til en ven efter han havde læst Trotskijs History of the Russian Revolution, at ”I think it has been years since I have consumed anything with such breathless excitement” (Benjamin, Correspondence 1910-1940, s. 393), hvilket meget vel beskriver min oplevelse af at læse James' magnum opus om den haitianske revolution. Det er en af de mest definerende bøger for den måde jeg forstår historien på og selv skriver historie. Den står for mig som et lysende eksempel på historisk formidling, der både er engagerende, fantastisk skrevet, teoretisk bevidst uden at forvilde sig i abstraktionen, og skrevet med en sympati for sit subjekt. James ser marginaliserede stemmer ikke bare som subjekter, men som skabere af deres egen historie – og det skriver han frem her. Læs den!
   
   
3. Marx Eighteenth Brumaire. Jeg er ekstremt optaget af genren og formen på teksten. Det kan ikke klassificeres som journalistik, ej heller som klassisk historieskrivning, men måske snarere, som Mike Davis har bemærket, som en original politisk tekst, hvor teoretiske termer udvikles og appliceres uden at blive abstrakt formaliseret i forsøget på at tænke og praktisere socialistisk politik. Jeg skriver desværre ikke sådan selv, men jeg tænker meget ofte på den tekst og på dens perspektiver – både i form og indhold." 

"Først og fremmest holder jeg mig opdateret ved at følge med i alt det fantastiske arbejde, mine kollegaer laver. Jeg inspireres dagligt af at høre om alt fra danske pensionskassers klimarelaterede investeringsmuligheder og oprindelige folks vidensformers påvirkning på vores syn på klimaet siden 70’erne til formuleringen af en poetisk videnskab og undersøgelsen af unghegelianernes forhold til rejselitteratur. Jeg går altid meget klogere tilbage til kontoret fra frokost eller kaffeautomaten. Derudover orienterer jeg mig bl.a. på Journal of the History of Ideas Blog, Contributions to the History of Concepts og Twitter. Der skal naturligvis også slås et slag for Slagmark!"