"I mit ph.d.-projekt beskæftiger jeg med, hvad det er for nogle enkeltindivider, der griber og definerer den politiske dagsorden ved at iscenesætte sig selv, så deres egen personlighed bliver omdrejningspunkt for den politiske samtale. Jeg kigger på Italien, der siden Berlusconis politiske indtræden i 1994 har produceret de her karakterer i overmål. Det vil nok være nærliggende at placere min forskning i et samtidsidéhistorisk perspektiv, og så er jeg enormt begejstret for at se på idéer, der udfolder sig andre steder end i skrift på trykt papir. Jeg kan godt lide at anlægge den bredest mulige forståelse af, hvor der er tænkning på spil, og det gør, at jeg kigger på tanker iscenesat så vidt forskellige steder som i et billede på Facebook, i et tøjvalg eller i en statue."

"I mine øjne er idéhistories primære force, at den lider af en art storhedsvanvid, der gør, at den tør kaste sig over alle sfærer og alle kontekster. Der er stort set ingen - hvis overhovedet nogen - rammer for, hvad der kan underkastes en idéhistorisk analyse, og det er efter min mening meget frisættende for disciplinen. Med det sagt indgår idéhistorie naturligvis i konstante samtaler med alle mulige andre akademiske områder, og idéhistorie er betinget af den forskning, der finder sted i mere afgrænsede akademiske discipliner."

"Jeg mener netop, det fantastiske ved idéhistorie er pluraliteten og variationen af emner og udfoldelsesmuligheder, og derfor er det svært at fremhæve nogle enkelte bidrag. Til daglig arbejder jeg på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), og helt personligt gik der en prås op for mig i forhold til idéhistories bredde, da jeg så idéhistorikere som mine kolleger Lars Erslev Andersen og Astrid Nonbo Andersen udfolde det idéhistoriske perspektiv på samtidig international politik."

"Idéhistorie trives og feltet blomstrer, men i det politiske billede prygles humaniora, og her tror jeg idéhistories favntag med alverden nok også er dens ulempe. Idéhistories afgrænsninger er udflydende, og det kan være svært at fastsnævre og indskærpe feltet på en måde, hvor idéhistorie bliver letgenkendeligt for omverdenen. Idéhistorie er mange ting, men det er ikke ingenting."

"Det er svært at vælge. Et af de idéhistoriske værker, der har præget mit eget ph.d.-projekt mest er nok Jan-Werner Müllers Contesting Democracy: Political Ideas in Twentieth-Century Europe som giver mig en ramme, som jeg tager udgangspunkt i. Men jeg vil også fremhæve Manifesto della Cucina Futurista af Filippo Tommaso Marinetti, som er en futuristisk kogebog fra 1931, der på helt fjollet vis vil gøre op med den eksisterende italienske kogekunst og introducere madvaner og opskrifter, der nærmest er uspiselige og uladsiggørlige. Der er så meget tænkning på spil, og udover at inkarnere futurismens tanke eminent, træder både fascismens kongstanker og samtiden tydeligt frem. Det er på ingen måde en idéhistorisk bog, men den har for mig været et eksempel på, hvor jeg kan kigge hen som idéhistoriker."

"På Twitter kan jeg typisk følge med i, hvad mange andre idéhistorikere arbejder med, og så læser jeg Slagmark."