"Det kan jeg faktisk svare ret præcist på. I sin tid, da jeg læste samfundsfag i Aalborg, bemærkede jeg, at en meget stor del af emner, der interesserede mig, og de bøger, jeg læste, havde for vane at udspringe fra Institut for Idéhistorie (som det hed dengang), så jeg tog voldsomt mod til mig og skiftede fag og by (jeg har endda lært at holde med AGF, hvilket mine gamle AaB-venner betragter som et utilgiveligt forræderi). De nævnte emner og bøger handlede i øvrigt for en meget stor dels vedkommende om Marx – og mere specifikt om Marx og det, vi med et ret dårligt udtryk kaldte ’moderne fransk tænkning’ (udtrykket er dårligt, fordi det reducerer ret forskellige tænkere til dele af én og samme homogene surdej). Aldrig så snart var jeg imidlertid ankommet til idéhistorie – vi taler midten af 1980erne -, før en af de daværende undervisere udtalte, at nu handlede det jo om at komme ud af marxismen på en pæn måde. Den pæne udgang blev så rigtig meget af det, vi stadigvæk læser og underviser i. Jeg nævner i flæng: Nietzsche, Wittgenstein, Heidegger, Adorno, Benjamin, Foucault og Rorty (de tre sidste vender jeg tilbage til i nogle af de følgende spørgsmål)."
"Det har jeg ikke rigtig lyst til at svare på selv. Jeg har skrevet en hel del om Immanuel Kant og er vel en slags ’ekspert’, men i bund og grund har jeg ikke nogen som helst ambition om at skrive sub specie aeternitas (’under evighedens synsvinkel’) – historikere, som forsøger på det, gør sig selv til grin. Derfor har jeg også altid tænkt, at det handler om at gøre en konkret forskel her og nu, og derfor har jeg altid forstået mig selv som primært underviser, fordi undervisning er den mest farbare vej til at åbne nogles øjne for problematikker, de måske ikke umiddelbart havde tænkt over før."
"Som en irriterende sten i skoen, der bare ikke kan rystes ud. Jeg er i øvrigt helt enig med Hans-Jørgen Schanz (professor emeritus) i, at idéhistorie ikke er en disciplin, men jeg er ikke så sikker på, at jeg ubetinget køber hans alternativ, nemlig at det er en genre. Lad mig præcisere. Foucault skriver et sted: 'Det er ikke let at karakterisere en disciplin som idéhistorien: ubestemt objekt, dårligt aftegnede grænser, nogle metoder, der er lånt til højre og venstre, en fremgangsmåde uden nogen lige retning eller fasthed.' (Vidensarkæologien, 196) Det var helt sikkert ikke ment som en ros – tværtimod; og Foucaults daværende ambition var da også helt klart at erstatte denne bastardiserede ikke-disciplin med en vidensarkæologi, der besad tilstrækkelig metodisk retning og fasthed. Næppe havde Foucault imidlertid udkastet det projekt, før han begyndte at skrive en helt anden type bøger, og det er nok ret karakteristisk for idéhistorien: det er med den, som det ifølge Rifbjerg er med sæben – den er ikke for fastholdere (det er derfor, jeg end ikke er sikker på, at den er en genre). Den skal til gengæld meget gerne være konstant udfordrende, altså en sten i skoen, herunder og ikke mindst vores i egen sko. Det betyder selvsagt ikke, at man som idéhistoriker kan sige hvad som helst, hvis bare det er tilpas irriterende. Vores analyser skal naturligvis have ’hold i virkeligheden’ (hvilket som minimum betyder, at de ikke må være demonstrativt forkerte); men en slatten og beroligende bekræftelse af tilvante forestillinger er ikke idéhistorie – eller i hvert fald ikke god idéhistorie."
"På en måde kunne jeg godt være fristet til at svare som John Pocock, da han blev stillet det omtrent samme spørgsmål (af mig selv, Frederik Stjernfelt og Mikkel Thorup i Intellectual history – 5 Questions), nemlig at jeg – i forlængelse af, hvad jeg har sagt ovenfor – ikke er så sikker på, at der uden videre gives et idéhistorisk 'felt', man som sådan kan 'bidrage' til. Men hvis vi nu griber sagen nominalistisk an og simpelthen forstår idéhistorie som et navn på de aktiviteter, der udøves af mennesker, som so oder so forstår sig selv som idéhistorikere, så udkrystalliserer der sig nogle bidrag, som har været retningsvisende, nemlig Quentin Skinners, Michels Foucaults og Reinhard Kossellecks. Det er meget 'sikre' og ret ukontroversielle valg, men ikke desto mindre mener jeg, at de bør fremhæves – de er i det mindste mine husguder"
"Igen er jeg skeptisk over for forestillingen om et 'felt', men hvis jeg ikke desto mindre skal pege på en fremtid og en udfordring, må det være at give stemme til de oversete og det uhørte i historien. Lidt paradoksalt kræver det et rigtig godt kendskab til den kanoniserede tradition, for kun hvis man har et solidt greb om den, kan man forstå hvad og hvem, der blev udelukket og glemt/fortrængt."
"Tjah, jeg vil nævne tre (selv om det er snyd).
Richard Rortys Kontingens, ironi og solidaritet. I sandhedens interesse bør jeg nok gøre opmærksom på, at jeg selv har oversat den til dansk sammen med Søren Christensen (som ligeledes er uddannet idéhistoriker, men som nu er på DPU). Faktisk var dansk det første sprog, den blev oversat til, og på et tidspunkt var Søren og jeg, som dengang var temmelig grønne, nærmest rejsende i Rorty, hvilket – særligt i København, i Aarhus var folk generelt en del mere robuste – gav temmelig dårlige karakterer i venstreorienterhed og almindelig moralsk vandel, dengang (i begyndelsen af 1990’erne) kom det nærmest ud på ét
Quentin Skinners Liberty Before Liberalism. Det er på mange made dén eksemplariske idéhistoriske bog – den er ret kort, indeholder en overbevisende redegørelse for og analyse af et begreb om frihed, som gik tabt – eller i det mindste blev trængt i baggrunden – og har i det afsluttende kapitel nogle uhyre interessante metodiske overvejelser over, hvorfor vi overhovedet skriver idéhistorie
Walter Benjamins Passageværket. Det er med sikkerhed en af de mest særprægede teoretiske bøger, der nogensinde er skrevet, og den er ikke i nogen som helst klassisk forstand et 'værk', idet den består af en lang række noter, citater og refleksion over en mangfoldighed af meget forskelligartede emner, som imidlertid alle har til hensigt at bidrage til en forståelse af det, Benjamin kalder 'modernitetens ur-historie'. Bogen blev aldrig færdig, men selv hvis Benjamin ikke havde begået selvmord i 1940, er det vanskeligt at se, hvordan den nogensinde skulle være blevet 'færdig'. Akkurat dét gør imidlertid, at den vedblivende er en udfordring, som stiller en masse spørgsmål til vores måde at skrive historie på – mange (idé)historikere har efterfølgende bekendt en gæld til Benjamin"
"Min absolut vigtigste kilde til 'opdateringer inden for idéhistorien', er indiskutabelt mine kolleger. For mine synders skyld læser jeg naturligvis også en række tidsskrifter, herunder bl.a. Slagmark (som er vores eget), Arr (norsk), Journal of the History Ideas etc., etc. – dertil alle mulige filosofiske og historiske tidsskrifter og blogs. Men som sagt – hvis jeg har brug for at sætte mig ind i noget, jeg er forholdsvis blank i, er min vigtigste ressource mine kolleger"