

Lea Ypi er professor i politisk teori ved London School of Economics and Political Science, medlem af British Academy, æresprofessor i filosofi ved Australian National University, permanent fellow ved Wissenschaftskolleg zu Berlin samt medlem af Academia Europea og det Albanske Videnskabsakademi. Hun er født og opvokset i Albanien, har grader i filosofi og litteratur fra universitetet i Rom La Sapienza, en ph.d. fra European University Institute og har været Post-Doctoral Prize Research Fellow ved Nuffield College, Oxford.
Ypi er forfatter til Global Justice and Avant-Garde Political Agency, The Meaning of Partisanship (med Jonathan White) og The Architectonic of Reason, alle udgivet af Oxford University Press. Hendes seneste bog, et filosofisk erindringsværk med titlen Free: Coming of Age at the End of History har vundet flere priser, er under oversættelse til mere end 35 sprog og udkommet på dansk i 2021 på Informations Forlag. Ypis akademiske arbejde har fået bred international anerkendelse. Hun er
medredaktør af tidsskriftet Political Philosophy og skriver lejlighedsvis for The Guardian og Financial Times.
I denne forelæsning reflekterer Lea Ypi over statssocialismens og den globale kapitalismes fiaskoer i det 20. århundrede og peger på en ny vej frem. Hendes tilgang søger at genoplive oplysningstidens kritik af teknokratisk fornuft og tager udgangspunkt i en universel forståelse af frihed som moralsk handleevne.
Sløk-forelæsningen er åben for alle, og vi håber at se rigtigt mange studerende, alumner, ansatte og venner af idéhistorie og filosofi.
Forelæsningen er arrangeret af Sløk-udvalget bestående af Christian Olaf Christiansen, Rithma K. E. Larsen og Rikke Louise Peters.
Tid: Fredag den 24. oktober 2025 kl. 13.30-15.00. Efterfølgende vil Afdeling for Filosofi og Idéhistorie være vært for en reception. Alle er velkomne!
Sted: Nobelauditoriet, Aarhus Universitet.
Tilmelding: Ikke nødvendig.
